Noget om ler

Det våde ler på drejeskiven

Det våde ler på drejeskiven

At arbejde med ler er fascinerende. Hele processen, fra man sidder med en udefinerlig, mudderlignende klump våd ler i hånden og til det færdige keramiske produkt. At kunne forme leret på drejeskiven, få den bløde masse til at blive til noget – en krus, en kande, en tallerken, hvad som helst. Og opleve, at det bløde ler er så spændstigt, at det rent faktisk holder faconen. Selv en ultratyndt drejet porcelænsskærv. Så kommer alt efterarbejdet. Emnet skal drejes af, måske skal der sættes en hank på eller der skal dekoreres, mens emnet er læderhårdt. Det hedder det, når leret er stabilt men endnu ikke helt tørt. Efter min mening er dette stadie det aller skønneste. Når tingen står færdig bearbejdet, men endnu helt rå. Her er leret aller smukkest, og jeg ønsker mig tit, at man kunne stoppe processen her og droppe resten….

Færdige krukker, læderhårde, parat til tørring.

Færdige krukker, læderhårde, parat til tørring.

Men det kan man ikke, for leret skal tørre. Det skal brændes første gang når det er helt tørt – den såkaldte forglødning, op til knap 1000 grader. Her forsvinder det kemisk bundne vand, og leret er nu blevet til keramik. Det kan ikke længere opløses i vand. Frem til dette punkt har man fortrydelsesret: Går noget galt, kan man bare smide leret i vand, lade det opløse sig, og starte forfra…

Så skal emnerne ud af oven, de skal måske slibes lidt, og så dekoreres og glaseres. Sidste brænding foregår i mit tilfælde ved 1260 grader. Det tager et døgns tid for ovnen at nå denne temperatur, og køle ned igen. De sidste par hundrede grader går uendeligt langsomt, og man må virkelig have tålmodighedshatten på, for først når ovnen nærmer sig de 100 grader, må man åbne for den – ellers kan der opstå spændinger i leret.. Og her kommer jo kulminationen på hele ens arbejde: At åbne en ovn efter sidste brænding og endelig se de færdige resultater. Dette øjeblik, hvor spændingen udløses, det bliver man aldrig træt af. Det er et øjeblik fyldt af følelser, glæde, skuffelse, overraskelse – alt kan ske.

Et kig ned i ovnen, glaserede krukker parat til sidste brænding.

Et kig ned i ovnen, glaserede krukker parat til sidste brænding.

At arbejde med ler er en langsommelig affære. Der kan som oftest gå flere uger fra man starter på en ting, til den kommer færdigt ud af den sidste brænding. Og mange ting kan gå galt undervejs i processen. Det er en forbandelse, af og til, for nogen gange er det skrup umuligt at finde ud af, hvor i processen en fejl opstår. Har man måske trykket lidt for hårdt allerførst, ved drejeskiven, og er dette årsagen til, at kanten nu i sidste ende er revnet? Eller er det glasuren, der ikke passer? Brændte ovnen mon for hurtigt, eller er en af ovntrådende ved at være slidt? Så mange faktorer spiller ind undervejs, fra man starter med den våde lerkløs, til man står med det færdige produkt i hånden.

Ikke desto mindre er det netop en del af charmen – langsomheden. Man kan ikke tvinge leret, det tager den tid, det tager. Er man utålmodig ved drejeskiven, og trækker for hårdt og for hurtigt, så bliver leret træt og går i stykker. Så må man starte forfra. Det er en form for meditativ gentagelse i arbejdet som pottemager, når man f.eks. står og hanker 30 kopper. Eller dypper 40 små skåle i glasurspanden på akkurat samme måde, for de skal lige drejes rundt på den helt specielle måde, så dråben ikke løber ned af siden og laver ballade. Gentagelsen, de samme bevægelser om og om igen. Tankerne får lov til at flyve imens. Jeg tror, at det er vældig sundt for sjælen at arbejde med ler 🙂