Menu Luk

Min vej ind i keramikken startede dengang i 2004, da jeg tog på Engelsholm kunsthøjskole for at lære at puste glas. Jeg skulle vælge endnu et fag ved siden af koldt og varmt glas, og valgte mere eller mindre tilfældigt faget keramik. Der gik ikke ret lang tid, før jeg blev bidt af det, og endte med at bruge nærmest alle mine vågne timer i keramikværkstedet.

Efter et dejligt år på Engelsholm søgte jeg ind på Århus Kunstakademi og startede på deres keramiske grunduddannelse. Ved et tilfælde kom jeg efter et halvt år i kontakt med en pottemager i Århus, som tilbød mig en læreplads, hvilket jeg tog imod. En fantastisk mulighed for mig, for at fordybe mig i dette skønne, gamle håndværk. Efter 3 års læretid i Århus tog jeg i 2010 min svendeprøve som pottemager. Efterfølgende arbejdede jeg en del år som pottemagersvend i selvsamme værksted, sideløbende med at jeg puslede med mine egne ting som del af forskellige århusianske værkstedsfællesskaber.

I 2016 besluttede jeg at sætte keramikken på pause for en tid, for at læse til psykomotorisk terapeut. Et 3,5-årigt fuldtidsstudie, hvor der ikke var tid eller overskud til ler ved siden af. I sommeren 2020 fik jeg min bachelor og flyttede umiddelbart herefter tilbage til min hjemstavn, Mols. Her arbejder jeg deltids som psykomotorisk terapeut og bruger resten af tiden på at nørkle med ler i værkstedet på Rødegaard i Vistoft, hvor jeg har en værkstedsplads.